Din barndom påvirker dine voksne relationer i måden, du knytter dig til andre.


At skændes med en partner er absolut ikke sjovt. Og det er endnu værre, hvis skænderierne bare gentager sig, uden at man kommer nogen vegne. Den ene person ønsker måske at diskutere det hele her og nu, mens den anden flygter væk og har brug for tid til at tænke. Den ene viser sårbarhed, og den anden bliver defensiv. Den ene har alle de store følelser, og den anden forbliver stoisk og fattet.


Lyder det bekendt?


Hvis det er tilfældet, er der en chance for, at du og din partner har forskellige tilknytningsmønstre.


Utryg tilknytning skaber negative mønstre i relationer. Hvis du undrer dig over, hvorfor du bliver ved med at ende i de samme uhensigtsmæssige situationer i parforhold, kan det være en god idé at grave lidt dybere og udforske den måde, du knytter dig til mennesker i nære relationer og intime forhold.


Måske er jalousi hyppig, måske er du tilbøjelig til at trække dig fra en relation, når det bliver for følelsesmæssigt intimt? Hvis du har bemærket et mønster af negativ og følelsesmæssigt udfordrende adfærd i dit kærlighedsliv, er dit tilknytningsmønster eller din tilknytningsstil en vigtig faktor.


Selvom vi tror, at vi har stabile parforhold, kan der være mønstre i vores adfærd, der bliver ved med at genere os eller gøre os stressede eller ulykkelige. Desværre vil nogle af os genkende os selv i træk ved én af de 3 utrygge tilknytningsmønstre. I så fald kan det varmt anbefales, at du tager aktivt fat i problemet gennem øget selvbevidsthed og om nødvendigt søger hjælp i terapi. Hvis det negligeres, kan stærkt utrygge og ustabile tilknytningsmønstre forårsage angst, depression, ensomhed og andre psykiske smerter.


En persons tilknytningsmønster siger en masse om, hvad man søger i et parforhold, og særligt hvilken strategi man bruger for at få det, man ønsker. Man gør typisk brug af den strategi, som man har lært tidligt i livet; så i situationer, hvor der opstår angst, usikkerhed og utryghed i parforholdet, vil den trygge part åbent give udtryk for sine følelser og forvente, at situationen kan løses, og at der er hjælp at hente, mens den utrygge afvisende vil nedvurdere sine behov for omsorg, trække sig tilbage og undgå nærhed, og den utrygge ængstelige vil insistere, klynge, være hjælpeløs og overdrive sine behov. Du kan læse om de utrygge tilknytningsmønstre i tidligere blogpost.


VOKSENTILKNYTNING


Voksentilknytning handler om kontakt og nærhed med en anden specifik person, som ikke umiddelbart kan erstattes. Man kan først tale om en egentlig voksentilknytning, når parforholdet er konsolideret, hvilket almindeligvis tager omkring et par år. Parforhold er dynamiske og vil hele tiden ændre sig i takt med, at parterne og deres omverden også forandrer sig. Det er således nødvendigt, at parterne hele tiden er i stand til at tilpasse både sig selv og relationen til forandrede indre og ydre tilstande. Begge parter må være fleksible og adaptive.


Parforhold varetager en vigtig funktion i menneskets liv. Vi er flokdyr og kan ikke klare os uden de andre. Frygten for alenehed/at blive forladt er således biologisk og evolutionært selekteret frem. Det betyder, at truslen om adskillelse generelt skaber stor frygt, og et reelt tab fører til dyb sorg. Frygt, vrede og sorg er i den optik helt naturlige emotionelle svar på trusler om separation, tab eller psykologisk utilgængelighed hos en tilknytningsfigur. Det er meget ofte netop det tema, der kan bringe parforholdet i krise.


PARFORHOLDET SOM EMOTIONSREGULERING


Alle mennesker har behov for at kunne vende sig mod en betydningsfuld anden og få omsorg, støtte og anerkendelse – særligt i situationer, hvor vil føler os utrygge og sårbare. Dette behov er biologisk betinget. Dertil kommer, at vi også har behov for at opleve os trygge, så vi kan vende blikket ud mod verden, udforske den og tilegne os nye færdigheder udenfor parfoldet. Et parforhold fungerer således både som en sikker havn, det vil sige et sted, hvor man kan få omsorg og støtte, og som en tryg base for individuel vækst, læring og udvikling; det vil sige et sted hvorfra man trygt kan drage ud i verden og gøre sig personlige erfaringer. I et forhold bruger parterne hinanden til at regulere emotionelle tilstande; trøst og støtte, når det er det, der bliver kaldt på, og opmuntring til udvikling, når det er i fokus. En voksen tilknytningsrelation fordrer derfor, at begge parter kan finde ud af bruge hinanden til at regulere egne indre emotionelle tilstande, men også, at de hver især er udstyret med tilstrækkelig selvreguleringskompetence.


De forskellige tilknytningsmønstre fungerer i den optik ikke så meget som et personlighedstræk, som en egentlig emotionsregulerings-strategi. Den trygt tilknyttede regulerer sig gennem både kontakt og distance, mens den afvisende tilknyttede hovedsageligt trækker sig væk og dealer med sine følelsesmæssige tilstande i ensomhed, og den ængsteligt tilknyttede bliver overvældet og klynger sig til den anden. Begge parter spiller således en afgørende rolle i hinandens selvreguleringsprocesser, men på forskellig måde, alt efter tilknytningsstil. 


Uden tilstrækkelig selvreguleringskompetence hos begge parter, hvilket vil være tilfældet ved utryg tilknytning, bliver det svært at vise tillid i parforholdet – både til sig selv og den anden. Parterne vil have svært ved at finde en hensigtsmæssig balance mellem kontakt og nærhed på den ene side, og selvstændighed og distance på den anden. Det er på den måde muligt, at dén strategi, parterne har lært at bruge til at regulere deres følelser på, vil føre til konstante konflikter og brud i parforholdet; især hvis der er dissonans i deres respektive strategier, hvilket bliver meget tydeligt, når en afvisende tilknyttet danner par med en ængsteligt tilknyttet. Strategierne kan måske virke nogenlunde på det individuelle plan, men bliver tydeligt dysfunktionelle i et parforhold.


Et parforholds evne til at transformere negative og vanskelige følelser til mere positive og behagelige tilstande er en afgørende kompetence, og har stor betydning for forholdets oplevede kvalitet og stabilitet. Det, der spiller ind i forhold til denne emotionsreguleringskapacitet, er dels parternes respektive tilknytningsmønstre, dynamikken mellem mønstrene samt parholdets situation her-og-nu.


TILKNYTNING, OMSORG OG SEX


Et parforhold kan man forstå som bestående af tre adfærds- eller motivationssystemer: Tilknytning, omsorg og sex.


Tilknytningssystemet bliver vakt i situationer med frygt, angst, ked-af-det-hed og generel usikkerhed, og her vil det være afgørende, at den part, der har behov for støtte, kan vende sig mod den anden, og at den anden kan tilbyde omsorg; altså så vedkommendes biologiske omsorgssystem vækkes.

Omsorgssystemet er afgørende for parforholdets kvalitet og stabilitet. Igennem tilbud om omsorg, giver parterne hinanden såvel en sikker havn til trøst og støtte, som en tryg base for udforskning og aktiviteter på egen hånd udenfor parforholdet.


Parternes respektive omsorgskompetencer står i tæt forbindelse med tilknytningsmønsteret. Den trygt tilknyttede vil almindeligvis være sensitiv og imødekommende overfor dens andens behov for omsorg, og vil kunne gøre brug af fleksible metoder til at være der for den anden. Den trygt tilknyttede vil have forholdsvis mange emotionelle ressourcer, tillid og tro på sig selv.


Den ambivalent tilknyttede derimod vil typisk være overoptaget af sine egne behov og nervøs for ikke at få nok. Det kan have den konsekvens, at omsorg hovedsageligt gives for selv at få noget tilbage til sig selv. Den ambivalent tilknyttede kan således nemt komme ud af resonans med dens andens behov, og i stedet for at give passende omsorg, blive kontrollerende, krævende, insisterende og invaderende.


Den afvisende tilknyttede forstår ofte grundlæggende slet ikke den andens behov for omsorg, og vil i stedet se det som afhængighed og svaghed. Den afvisende part vil således typisk nedgøre eller minimere alle behov for nærhed og omsorg – både sine egne og partnerens.


Endelig er der det seksuelle adfærdssystem. Der kan være flere forskellige drivkræfter i relation til sex i et parforhold. Det kan handle om intimitet og kærlighed, eller om lyst og tilfredsstillelse. Sex kan også være motiveret af behovet for psykologisk bekræftelse og dermed regulering af indre emotionelle tilstande; eller det kan handle om identitet og anerkendelse fra den ydre omverden, eksempelvis venner og bekendte.


En krise i parforholdet kan udfordre et eller flere af de tre motivationssystemer og på mange forskellige måder. For eksempel vil en krise betinget af utroskab vise sig i det seksuelle system, men måske handle mere om brud og svigt i omsorgssystemet.


DET TRYGGE PARFORHOLD


Personer med tryg tilknytning har de mest stabile forhold – det vil sige forhold, hvor parterne i overvejende grad udtrykker tilfredshed med parforholdet. Trygt tilknyttede har endvidere en tendens til at finde sammen som par. I det trygge forhold fungerer begge parter som en sikker havn og en tryg base for hinanden. Begge parter vil søge nærhed, tryghed og intimitet i parforholdet, men vil også opfordre hinanden til selvstændighed og personlig udvikling og vækst – også uden for parforholdets rammer.


’Sikker havn’-adfærd vil være karakteriseret af åbenhed omkring følelser, interesse i hinandens sorger og bekymringer, tillidsfuldhed, tilbud om fysisk nærhed, kropskontakt og praktisk assistance. Tryg base-adfærd viser sig gennem gensidige opfordringer til at prøve nyt, interesse i hinandens idéer og planer, tillid og støtte til hinandens personlige behov for udvikling, læring og vækst.


Det trygge forhold er karakteriseret ved nærhed og intimitet, men også selvstændighed og personlig frihed. Intimitet fordrer, at begge parter kan udtrykke behov for støtte, at begge kan give omsorg på en passende måde, at begge føler sig komfortable med sig selv som selvstændige personer, samtidig med, at de oplever sig til knyttet til den anden i et forpligtende fællesskab, og endelig at begge parter kan udholde og reparere de konflikter og brud i parforholdet, der måtte opstå over tid. Det er således nødvendigt både med nærhed og selvstændighed. I det trygge parforhold er der en sund balance mellem disse modsatrettede behov.


Det trygge parforhold er også karakteriseret ved en stærk kompetence hos parterne til at reparere brud i kontakten – når der er uoverensstemmelser og konflikter. Det trygge parforhold er således ikke uden konflikt, men der er en solid evne til dynamisk at bevæge sig igennem de forskellige faser af kontakt, brud på kontakten og reetablering af kontakten.


Det er i et tilknytningsteoretisk perspektiv kapaciteten til reparation, der bliver helt afgørende for et parforholds oplevede kvalitet og stabilitet, fordi det vedvarende vil veksle mellem oplevelser af harmoni og disharmoni. I det trygge parforhold bærer parterne dybe erfaringer med sig om, at brud i betydningsfulde relationer nok er ubehagelige, men at de kan repareres. De har således tillid til både sig selv, den anden og parforholdets styrke.


Evnen til at reparere relationelle brud hænger tæt sammen med evnen til at kunne regulere egne emotioner; man er således nødt til at have lært at rumme den frustration og eventuel angst, der altid vil være forbundet med ind imellem at miste kontakt og samhørighed med en betydningsfuld tilknytningsperson. Brud er emotionelt meget smertefulde, fordi vi som art ikke er skabt til at leve alene. Vi er afhængige af hinanden for at kunne få et liv i mest mulig balance og harmoni.


DET UTRYGGE PARFORHOLD


Er man utrygt tilknyttet, vil man grundlæggende opleve sig selv som uværdig til kærlighed kombineret med, at andre personer opleves som enten uopnåelige, invaderende eller ufølsomme. Man kan opleve parforholdet som en trussel mod ens egen frihed og selvstændighed, eller man kan frygte, at den anden ikke kan eller vil give tilstrækkelig sikkerhed, tryghed og bekræftelse. For den utrygt tilknyttede er det at være i en tæt relation ofte en stressfaktor i sig selv. I det utrygge parforhold kan al form for selvstændighed og individualitet nemt opleves som en trussel mod relationen. Det gælder især for den ængstelige part. Den afvisende part derimod, vil typisk foretrække eller decideret overdrive aktiviteter udenfor fællesskabet, og enten ikke se eller helt negligere den andens behov for nærhed. Den ængsteligt tilknyttede part vil søge omsorg og tryghed på bekostning af selvstændighed, mens den afvisende tilknyttede part har det lige omvendt. I det utrygge parfold har parterne således en mal-adaptiv strategi med hensyn til at håndtere balancen mellem nærhed og distance, og er karakteriseret ved ikke at kunne falde ind i en stabil balance, der både rummer plads til intimitet og personlig integritet.


Det utrygge parforhold vil ofte være præget af kronisk eller fluktuerende utilfredshed, og evnen til reparation af brud vil være ringe – især hvis parternes respektive tilknytningsbehov og emotionsregulerings-strategier er inkompatible. Dette er tilfældet når en afvisende tilknyttet danner par med et ængstelig tilknyttet, og i sådanne parforhold vil der ofte være et højt stress- og konfliktniveau.


Inkompatible tilknytningsbehov fører til emotionelt disharmoniske parforhold, hvor stemningslejet kører op og ned, og kan veksle mellem lykke og eufori den ene dag, og foragt og had den næste. Den vil være en tendens til sort/hvid tænkning, hvor parforholdet enten er helt perfekt eller aldeles katastrofalt. Idealisering eller dæmonisering af den anden part vil som et resultat heraf typisk forekomme. Parforholdet vil ofte befinde sig i kriser præget af håbløshed, og der vil være en oplevelse af, at de er irreversible, og at brud ikke kan overvindes eller heles. For den utrygt tilknyttede vil der af gode grunde være en særlig sensitivitet overfor separation, kritik, kontrol og afvisning; temaer som vil udspille sig i alle parforhold, men som bliver overordentlig tydelige og gennemtrængende i utrygge parforhold.


Utrygge parforhold er ikke nødvendigdig mindre stabile end de trygge; både trygge og utrygge forhold kan ende i definitive brud og skilsmisse, men de er langt mere lidelsesfulde at være i, og paradoksalt nok er deciderede dysfunktionelle parhold, hvor der er tale om vold og misbrug, ofte skræmmende stabile. Man kan således godt leve i et langvarigt men ulykkeligt parforhold, fordi parterne har stærke defensive behov, som gør det umuligt for dem både at bryde den onde cirkel eller at afslutte parforholdet. Frygten for at miste sin mest betydningsfulde tilknytningsfigur kan være så skræmmende, at man villig til både at krænke og lade sig krænke.


KONFLIKTHÅNDTERINGSSTRATEGIER


Alle parforhold gør brug af diverse strategier med hensyn til løsning af konflikter og genforening efter brud. Disse strategier kan være mere eller mindre tilpassede, og vil have en tæt sammenhæng med de respektive tilknytningsmønstre. Typisk vil en eller begge parter opleve at miste kontakten med hinanden i de såkaldte ”trigger” situationer; det vil sige situationer som ubevidst sætter gamle reaktionsmønstre i gang. Typisk vil trigger-situationen have en vis lighed med noget, man tidligere har oplevet som stærkt ubehageligt eller decideret skræmmende. De fleste af os udvikler sådanne specifikke sårbarheder, som gør os mindre kompetente med hensyn til at konflikthåndtering i den konkrete situation, men for den trygt tilknyttede er der generelt både tillid og ressourcer til at løse problemet og gøre en genforening mellem parterne mulig igen. Konfliktløsningsstrategien vil være samarbejdsorienteret.


Den ængsteligt tilknyttede part vil sædvanligvis bruge hyperaktiverende strategier – det vil sige skrue op for tilknytningsadfærden og overdrive konflikten, når der opstår usikkerhed om partnerens tilgængelighed. Det kan indebære metoder som råb og skrig, gråd, klyngen, insisteren, tryglen, kontrol, trusler og andre forsøg på manipulation. Alt sammen forskellige former for adfærd knyttet til en dyb frygt for at miste tilknytningsfiguren.


Den afvisende tilknyttede derimod vil foretrække at bruge deaktiverende strategier – det vil sige skrue ned for tilknytningssystemet og underdrive konflikten, når der opstår angst og usikkerhed. Her kan alle former for undgåelses- og tilbagetrækningsadfærd komme i spil eventuelt kombineret med kritik og nedgørelse af behov for omsorg og genforening. Adfærd der er knyttet til en dyb frygt for af blive kritiseret og nedgjort for at vise emotionelle behov.


Hvad enten den foretrukne konfliktløsningsstrategi er overinvolveret konfrontation eller underinvolveret undgåelse, skaber de begge optrapning af konflikten, umuliggør reparation og genforening og efterlader det primære problem – angst for adskillelse eller nærhed – uløst. Konfliktløsningsstrategierne vil ikke være samarbejdsorienterede, men defensivt orienterede.


INDRE ARBEJDSMODELLER


De anvendte konfliktløsningsstrategier er ikke nødvendigvis hverken bevidste eller tilsigtede, men opstår i stedet spontant som en reaktion på frygt og den tilstand af hyperarousal, som frygten bringer parterne i. Der er ingen mennesker, der kan tænke, reflektere eller agere formålstjenesteligt i situationer, hvor krop, hjerne og nervesystem er i alarmberedskab og kapret af angst og stresshormoner.


Konfliktløsningsstrategier er inkorporerede i parternes respektive indre arbejdsmodeller og fungerer i relation til den implicitte hukommelse. Det medfører, at vi sætter ind med en bestemt form for adfærd, når vi føler os truede – en adfærd vi sjældent er herre over, og som sjældent er tilpasset den konkrete situation, men mere handler om uløste problematikker i den tidligste tilknytningsrelation. Oplevelsen af eksempelvis sin partners tilgængelighed eller utilgængelighed er således overvejende subjektiv og set gennem eget tilknytningsmønsters indre arbejdsmodeller.


En indre arbejdsmodel er resultatet af gentagne interaktioner med en betydningsfuld tilknytningsfigur tidligt i livet i den før-sproglige alder, som kodes i den implicitte, sprogløse hukommelse. En mental model for, hvordan man kan forstå og forudsige andre personers intentioner og adfærd. De indre arbejdsmodeller er forholdsvis konsistente, men kan også ændre sig som led i nye erfaringer med tilknytningspersoner. Et parforhold kan eksempelvis resultere i nye indre arbejdsmodeller, og derved kan et nyt adfærd og reaktionsmønster bliver muligt.


PARTERAPI


Parterapi på et tilknytningsteoretisk grundlag handler om at hjælpe parret med at reorganisere både individuelle og fælles mønstre for kontakt, brud og reparation i relationen. I første omgang drejer det om at få øje på såvel egne som partnerens måde at håndtere behov for såvel nærhed som selvstændighed på. Dernæst handler det om at blive bevidst om, hvad der egentlig sker i de konfliktfyldte trigger-situationer og endelig om langsomt at opbygge tillid til, at parforholdet godt kan overleve både forskellighed og konflikter, men at det med stor sandsynlighed vil kræve, at begge parter er indstillede på at lære nye måder at være sammen på. Der vil være rigide tanker, holdninger og forestillinger, der skal slippes, og nye mere fleksible kompetencer, der skal erhverves, således at der kan opstå fundamental tryghed i relationen – for begge parter.


SÅDAN KAN DU SELV ÆNDRE DIT TILKNYTNINGSMØNSTER


At ændre en hvilken som helst vane – især dem, der er forankret i vores barndomserfaringer – er hårdt arbejde. Men at bevæge sig mod en tryg tilknytning til din partner kan give forbløffende fordele.


Her er fire måder at begynde at ændre dine mønstre på:

  •  IDENTIFICER DINE MØNSTRE

Du kan ikke ændre det, du ikke kan se. Start med dine relationer i barndommen, og spørg dig selv, hvordan de kunne have formet dig til den person, du er i dag.


  • ØG DIT SELVVÆRD

Lavt selvværd er almindeligt blandt alle utrygge tilknytningsmønstre. At omfavne, elske og værdsætte dig selv først, kan hjælpe dig med at opbygge et stabilt grundlag, hvorpå du kan udvikle andre relationer.


  • IMØDEKOM DINE BEHOV

I sidste ende er folk med utrygge tilknytningsmønstre bange for, at deres partner (og venner) vil svigte dem. At finde ud af, hvad der får dig til at føle dig mest tryg i et forhold - hvad du virkelig har brug for for at føle dig tryg med en anden person - er afgørende for din rejse mod tryg tilknytning.


Terapi for både enkeltpersoner og par kan hjælpe dig med at identificere dit tilknytningsmønster yderligere, hele eventuelle opvæksttraumer og give dig konkrete værktøjer til at etablere grænser og bevæge dig mod sundere parforhold og nære relationer generelt!


JEG ER HER FOR AT STØTTE DIG


Er du:

  • Træt af at kæmpe i forhold efter forhold?
  • Klæbende eller trængende over for en partner?
  • Kæmper du med at regulere negative følelser?
  • Lukket ned overfor udtryk for intimitet og hengivenhed?
  • Føler du dig uværdig til kærlighed og opmærksomhed?
  • Træt af angst for, om din partner elsker dig til gengæld?
  • Klar til at lære at tolerere følelsesmæssig intimitet og begynde at stole på mennesker?


At arbejde med en terapeut om mønstre af utryg adfærd ville potentielt være den mest fordelagtige måde at opnå tryg tilknytning på.


Tilknytningstryghed behøver ikke at være en fjern drøm eller et uopnåeligt ønske: Du kan opnå en tryg tilknytningsstil gennem psykoeducation, selvbevidsthed og selvvækst.


Jeg er her for at støtte dig på denne rejse!


Kærlig hilsen

Kristine Henriksen.