Relationen til vores forældre udgør en prototype på alle senere nære relationer - også i forhold til vores valg af partner.

Forholdet til vores partner er således påvirket af vores indre arbejdsmodel af tilknytningen til vores forældre.  


Vores tilknytningsmønstre eller tilknytningsstile er måder, vi opfører os overfor andre – og måder vi tolker andres opførsel overfor os på. Ikke bare i en kærlighedsrelation, men generelt i forhold til andre mennesker: Familie, børn, venner, kollegaer og andre. Vores tilknytningsformer består af (ubevidste) overbevisninger samt automatiske tanker, følelser og handlinger på autopilot. De er således reaktioner fra den gamle del af hjernen, der udgøres af hjernestammen og det limbiske system.


Et tilknytningsmønster kan ændres livet igennem, men har i høj grad rødder i, hvordan ens følelser blev mødt – eller ikke blev mødt – af ens forældre i barndommen. Vi har ikke ét mønster, men som regel noget fra dem alle. Men vi har typisk ét, som præger os mest, især når vi bliver usikre eller stressede.


De 4 tilknytningsmønstre er:


De 3 utrygge tilknytningsmønstre er opstået af tilknytningstraumer. Når vi arbejder med at hele disse og bevæge os over i det trygge tilknytningsmønster, er vi derfor godt i gang med traumeheling.


TRYG TILKNYTNING

Tryg tilknytning er den mest betydningsfulde enkeltfaktor for et liv med lethed og glæde, oplevet meningsfuldhed, indre balance, trygge relationer og en stærk følelse af at være værdifuld, både for sig selv og for andre (selvværd).


En tryg tilknytning betyder, at man søger nærhed hos andre, når man er bange eller ked af det. Man kan bruge den nære relation som en sikker havn og en tryg base for udforskning, læring og engagement i livet. Man føler smerte når man adskilles fra dem, man elsker. Den trygt tilknyttede er både selvstændig og adskilt fra andre, og tæt knyttet i nære relationer. Man evner både at være alene og nyde det, og være sammen med andre og nyde det, som resultatet af en sensitiv og følelsesmæssigt afstemt forældreadfærd baseret på fundamental tillid til sig selv og andre. Et dynamisk samspil mellem forældre og barn har fundet sted, der er kendetegnet ved, at den voksne tilknytningsfigur er nærværende, konsistent (tilregnelig), beskyttende, interesseret, sensitiv ift. barnets behov og stemning, og til rådighed for barnet, når det har behov for regulering i form af trøst (nedregulering) eller stimulering og leg (opregulering).


Denne rummende, positive, nydende og ikke-fordømmende forældreadfærd giver barnet en tro på, at det altid kan regne med beskyttelse, hvilket betyder, at barnet - som det bliver ældre - får tillid nok til at bevæge sig nysgerrigt og udforskende ud i verden, vel vidende, at det altid kan vende hjem igen til den trygge base.

  • Det selvstændige, aktive barn.
  • Forældre er tilgængelige for omsorg, støtte og trøst når behovet er der.
  • Forældre opfanger med det samme barnets følelsesmæssige ubalancer og svarer herpå på en meningsfuld, afstemmende og rummelig måde.


Den trygt tilknyttede som voksen:

  • Kan regulere egne og andres følelser
  • Kan både modtage hjælp og klare sig selv
  • Er generelt afslappet og kan finde indre ro
  • Er socialt kompetent og empatisk
  • Har mange venner og er vellidt
  • Er nysgerrig og vedholdende i problemløsning
  • Er selvmotiverende
  • Ser i hovedtræk andre som venlige og pålidelige
  • Er positivt stemt overfor andre mennesker
  • Er åben overfor forandringer
  • Er tillidsfuld uden at være naiv
  • Kan kommunikere klart om egne behov
  • Er modstandsdygtig overfor stress og belastninger
  • Kan beskytte både sig selv og andre fra farer og krænkelser
  • Kan reparere brud i relationer og sige undskyldKan rumme at andre er forskellige fra dem selv


Det trygge parforhold er kendetegnet ved gensidig tillid og tilfredshed med forholdet. Parterne er engagerede i hinanden og bruger hinanden til følelsesmæssig regulering, både i form af beroligelse og opmuntring. De er emotionelt tilgængelige for hinanden og støtter hinanden. Deres kommunikation er præget af ægthed og åbenhed. Parterne har generelt positive forventninger til hinanden og til forholdet, som også er præget af intimitet, pålidelighed og en tilgivende holdning. Forholdet vil ofte være robust, men ikke nødvendigvis uden konflikter. Konflikter opleves dog typisk som overvindelige gennem kommunikation, accept, tillid og tilgivelse. Dette er i sig selv med til at styrke forholdet på den lange bane.


UTRYG, UNDGÅENDE (AFVISENDE) TILKNYTNING


Resultatet af en ufølsom forældreadfærd, hvor barnets behov for trøst, støtte og nærhed er blevet mødt på en autoritær måde med distance, afvisning, fordømmelse, ignorering, kritik eller decideret fjendtlighed, og hvor barnet er blevet overladt alt for meget til sig selv. Typisk bryder forældrene sig ikke særlig meget om tæt kropskontakt, og opfatter barnet som “barnligt”, svagt, umodent og uhøfligt, når det søger trøst og omsorg. Barnets naturlige tilknytningsadfærd aktiverer således ikke et kompetent og velfungerende omsorgssystem; men bliver i stedet anledning til irritation og vrede hos forældrene. Mor kan synes rigid eller tvangspræget i sit samvær med barnet, og blive hurtigt frustreret, hvis barnet ikke imødekommer deres egne behov og ønsker.


  • Barnet er blevet afvist, når det søgte trøst eller hjælp.
  • Mors nærvær opfattes på en stressladet, vagtsom måde.
  • Mor opsøges ikke, fordi det ikke forventes, at hun er tilgængelig.


Forældrenes implicitte, men tydelige, kommunikation til barnet bliver: “Tag dig nu sammen og vis mig, at du kan klare dig selv.” Det bliver så, hvad barnet gør. Det undertrykker sin tilknytningsadfærd og forsøger at undgå at vise, at det har behov for nogen. Det forsøger at tage vare på sig selv og dermed undgå at vække forældrenes negative følelser. Barnet skruer ned for eller deaktiverer sit tilknytningssystem.


Barnet vil, når det har opgivet at blive set og mødt af forældrene, således til sidst holde op med at udvise tilknytningsadfærd, og vil i stedet finde måder, hvorpå det kan regulere sig selv, dvs. trøste og stimulere sig selv. Det kaldes autoregulering. Selv i stressede situationer, hvor barnet bliver bange eller decideret angst, vil det forsøge at undgå at vise dets behov for beskyttelse og tryghed, fordi det risikerer at blive afvist, hvilket blot vil skabe endnu mere angst. Over tid vil barnet med stor sandsynlighed overbevise sig selv om, at det slet ikke har brug for andre og således isolere sig yderligere.


Barnet - og senere den voksne - vil måske udadtil fremstå selvstændig og uafhængig, men vil have mistet den vigtige evne det er at kunne relatere sig sundt til andre, indgå i nære og intime relationer og bruge andre til følelsesmæssig regulering. Som konsekvens heraf kan barnet ikke bruge relationen som en sikker havn, og må kompensere herfor gennem en tvangs-aktiveret udforskningssystem - det er simpelthen for bange til at bruge relationen til emotionel støtte, og må i stedet finde afledning ved at rette blikket væk fra forældrene og fra egne behov.


Den utrygt undgående tilknyttede som voksen:

  • Er fjendtlig og aggressivt indstillet overfor andre
  • Er skeptisk, kritisk og mistroisk
  • Giver andre skylden og projicerer egne indre tilstande over på andre
  • Tror at andre har dårlige hensigter
  • Bagatelliserer, undertrykker eller afviser emotionel smerte
  • Indgår i overfladiske relationer uden gensidig tillid og følelsesmæssig dybde
  • Fortrænger eller foragter følelser som angst, frygt, skam, skyld, sorg, ensomhed eller tristhed
  • Oplever sig følelsesmæssigt isoleret fra andre
  • Minimerer andres betydningsfuldhed i eget liv
  • Sender signaler til andre om ikke at have behov for dem
  • Overvurderer sig selv og nedvurderer andre
  • Deler ikke sine følelser med andre
  • Er uvillig til at søge hjælp og støtte
  • Undgår øjenkontakt
  • Engagerer sig i logisk, konkret og analytisk tænkning
  • Har svært ved at forstå andre, og føler sig ikke selv anerkendt og har ingen eller kun svag kropsfornemmelse
  • Opfatter behov for støtte som svaghed og foragter det
  • Konkurrerer, dominerer og puster sig op
  • Tror på hårdt arbejde, og at man skal klare sig selv
  • Har mange indre kritiske og selvkritiske dialoger
  • Bliver nemt skuffet over andre og har svært ved at tilgive


Der er en vis sandsynlighed for, at den utrygt-undgående voksne vil finde sammen med en person med det samme tilknytningsmønster, hvorved forholdet vil være præget af gensidig emotionel distance. Parterne deler ikke følelser og indre sindstilstande med hinanden, og kan derfor heller ikke bruge hinanden til trøst og støtte. Forholdet vil ofte være præget af en lav grad af intimitet, nærhed og engagement, og en høj grad af selvtilstrækkelighed og overlegenhed. Enhver form for tilknytningsadfærd vil blive mødt med enten fjendtlighed, ignorering eller bagatellisering, hvorved begge parter vil undertrykke og undgå at vise angst, usikkerhed og behov for omsorg. Parterne forventer hver især, at den anden både er afvisende og utilgængelig i relation til psykologisk smerte.


Hvis den afvisende voksne derimod finder sammen med en utryg-ambivalent partner, vil der, særligt i stressede situationer, opstået karakteristisk mønster, hvor den undgående voksne vil undertrykke sin utryghed og trække sig tilbage eller møde den andens utryghed med fjendtliglighed, mens den ambivalente nervøst og vedvarende vil forsøge at få opmærksomhed, nærhed og dermed og dækket sine omsorgsbehov. Jo mere den ene part trækker sig, jo mere klyngende og insisterende vil den anden part blive, hvorved begge parter vil føle sig misforståede, ensomme og forladte af den anden.


Det undgående parforhold er blevet beskrevet på denne måde: ”Jeg har det ikke så godt med at være tæt på andre; jeg synes, det er svært at stole helt på dem, svært at give mig selv lov til at stole på dem. Jeg er nervøs, når nogen kommer mig for nær, og kærester ønsker ofte, at jeg er mere intim, end jeg har lyst til at være.”


UTRYG, AMBIVALENT (ÆNGSTELIG) TILKNYTNING


Det ambivalent tilknyttede barn er typisk vokset op med en inkonsistent og uforudsigelig forældreadfærd, hvor forældrene mestendels har været mere optaget af egne indre, angstfulde tilstande end barnets behov. Barnet har således aldrig helt kunnet regne med om dets behov for trøst og stimulering vil kunne blive mødt eller ej – og på hvilken måde. Det ambivalente barn er derfor et ængsteligt og nervøst barn.


De ambivalente børn typisk bliver mødt med en lunefuld og uforudsigelig adfærd; nogle gange er moren tilgængelig og kan tilbyde nærhed og omsorg, men mestendels er det som om, moren ikke er mentalt og følelsesmæssigt til stede, selv om hun er det fysisk. Samspillet med barnet foregår på morens præmisser og udgår fra morens private behov. En mor, der er optaget af sig selv, har ikke meget at tilbyde et spædbarn. Kommunikationen til barnet lyder i denne retning: ”Jeg er bange, træt, ked af det. Kan du ikke se det? Du gør mig endnu mere ulykkelig med alle dine krav. Det er din skyld. Du skal tage hensyn til mig, ellers kan jeg ikke klare det.”


  • Forældre inkonsekvente i holdningen.
  • Barnet er i tvivl om forældrenes tilgængelighed.
  • Tvivlen udløser en klæbende holdning fra barnet og separationsangst.

Uforudsigelig forældreadfærd producerer stress, hyper-arousal og konstant årvågenhed hos barnet, og det vil være ekstremt optaget af forældrenes behov, humør og indre tilstande. For at blive set skruer barnet op for tilknytningsadfærden, og befinder sig som en konsekvens heraf i en konstant hyperaktiveret, ængstelig tilstand – uden at f sine behov for konsistent omsorg dækket – og barnet mister grundlæggende tilliden til at kunne skaffe sig den omsorg, det har behov for.


Barnet både appellerer med tilknytningsadfærd og klamrer sig til den voksne, og har meget svært ved at falde til ro – også̊ når det faktisk tilbydes regulering eller trøst. Det er fyldt med indre uro, nervøsitet og stor ængstelighed, og kan hverken bringe sig selv til ro eller bruge forældrene eller andre til hvile og restitution. Som konsekvens heraf kan barnet ikke bruge relationen som en tryg base for udforskning og kan derfor ikke aktivere sit udforskningssystem – det er simpelthen for bange til at rette blikket ud mod verden.


Det ambivalente tilknytningsmønster som voksen:

  • Er ængstelig og usikker
  • Evigt og altid holder øje med andre
  • Orienterer sig mod andres behov og har svært ved at udtrykke egne
  • Bliver nemt frustreret og passivt hjælpeløs
  • Er bange for det ukendte og uforudsigelige
  • Giver hurtigt op og appellerer til andre
  • Klynger sig til andre
  • Grubler og bekymrer sig
  • Føler stor angst og stress særlig i forbindelse med afsked, separation eller afvisning
  • Kan ikke regulere eller berolige sig selv
  • Er skeptisk overfor andres intentioner og føler mistillid
  • Har et umætteligt behov for omsorg og nærhed kombineret med stor frygt for at miste samme
  • Føler ofte vrede og trang til at anklage andre
  • Synes, at man skal ”please” andre for at få̊ det, man gerne selv vil have, giver for at få noget tilbage og er optaget af retfærdighed
  • Har et stort behov for bekræftelse og anerkendelse, uden rigtig at kunne tage det ind


Ambivalent tilknytning i parforhold er først og fremmest forbundet med tempo – dvs. en hurtig og måske lidenskabelig forelskelse og et impulsivt ægteskab. Den idealisering af partneren, som typisk indtræffer, medfører at parterne alt for hurtigt fortæller og afslører alt om dem selv. Der er tale om et heftigt møde uden filter. Når det hen ad vejen går op for den ene eller begge parter, at den anden ikke er perfekt, opstår der stor skuffelse og ængstelighed.


Behovet for den andens opmærksomhed og nærhed, drives - ligesom det var tilfældet i barndommen - af angsten for at blive forladt, og dette fører til en klyngende, uselvstændig og kontrollerende adfærd. Det fører uvægerligt til at den anden oplever sig omklamret og fanget ind af en manipulerende adfærd.


Den ambivalente - og overinvolverede - part vil have en tendens til ikke at udtrykke sine behov direkte, og vil som resultat heraf akkumulere voldsomme emotionelle tilstande, som periodisk vil blive afviklet gennem voldsomme vredesudbrud eller bitter tilbagetrækning. I det hele taget vil forventningerne til den andens omsorg og støtte være meget spinkle, næsten som om personen bare venter på at blive skuffet. Det bliver en selvopfyldende profeti.


Den ambivalente part vil gennem indirekte adfærd som f.eks. hjælpeløshed og afhængighed forsøge at få opmærksomhed, hvilket blot vil forstærke oplevelsen af ikke at kunne klare sig selv, der fodrer angsten for at blive forladt, og fører til endnu mere magtesløshed. Han eller hun vil hele tiden være på vagt efter subtile signaler på afvisning, og vil have en tendens til at fortolke al informationen igennem denne linse. Vedkommende vil se afvisning og tab af nærhed alle steder i forholdet, og det vil føre til øget forsigtighed, vagtsomhed og tilbageholdenhed samt fodre oplevelsen af at være prisgivet. Selvkritik og følelser af utilstrækkelighed, uværdighed og svaghed følger i kølvandet. Det overinvolverede forhold vil have en meget lille tolerance for konflikt og frustration.


Det ambivalente parforhold er blevet beskrevet på denne måde: ”Jeg synes, at andre nødigt vil komme mig så nær, som jeg godt kunne tænke mig. Jeg spekulerer ofte over, om min partner ikke rigtig elsker mig eller ikke har lyst til at være sammen med mig. Jeg ønsker at smelte helt sammen med en anden person, og dette ønske skræmmer ofte folk bort.”


UTRYG, DESORGANISERET (UFORLØST) TILKNYTNING


Det desorganiserede tilknytningsmønster er karakteriseret ved, at barnet ikke, som ved det undvigende og ambivalente mønster, har kunnet finde en brugbar overlevelsesstrategi (coping) i forhold til forældrenes adfærd: at lukke ned for tilknytningsadfærden som ved det undvigende mønster eller at skrue op for det, som ved det ambivalente mønster.

Det skyldes, at det er forældrenes egen adfærd, der skræmmer barnet allermest. Barnet er således på den ene side biologisk disponeret til at søge beskyttelse hos sine forældre; på den anden side er det netop forældrene, der udgør det mest farlige for barnet. Det kan være i form af vanrøgt, vold, overgreb, incest eller anden form for seksualiseret adfærd, ydmygelser, latterliggørelse, ignorering, uforklarlig truende eller skræmt adfærd, krænkelser eller anden form for fysisk eller psykisk mishandling – herunder misbrug og psykisk sygdom hos den ene eller begge forældre.

  • Ingen sammenhængende strategier fra barnet.
  • Ekstremt uforudsigelige forældre, som vækker angst i barnet.
  • Misbrug, vanrøgt, overgreb, mishandling.


Forældrenes adfærd vil typisk være ekstremt skræmmende, kaotisk og uforudsigelig og involvere voldsomme skift mellem ekstreme tilstande; den voksne kan f.eks. være rolig et øjeblik for at bryde ud i voldsomt raseri det næste. Barnet bliver på den måde fanget mellem både at søge sine forældre og flygte fra dem. En klassisk double-bind situation. Uanset hvad barnet gør, kan det ikke få det, som det har behov for. Desorganiseret tilknytning er således det alvorligste udtryk for utryghed, et menneske kan vise, og det dynamiske samspil med forældrene bygger grundlæggende på frygt.


Desorganiseret tilknytning er resultatet af et defekt omsorgssystem hos forældrene – forældrene er enten ekstremt skræmmende eller skræmte og har abdiceret fra deres rolle som primær omsorgsgiver. Der behøver ikke at være tale om mishandling i traditionel forstand; det er særligt forældrenes psykologiske utilgængelighed og kaotiske og forstyrrede emotionelle kommunikation, der bidrager til desorganiseringen.


Særligt to former for interaktion med barnet menes at skabe desorganisering; forældrenes fjendtlige påtrængenhed eller hjælpeløse tilbagetrækning. Forældrene er på ingen måde afstemte i forholdet til barnets behov, der opstår ingen samhørighedsoplevelser eller gensidig resonans. Barnet er eksistentielt isoleret og alene i et kontaktløst felt med sine tilknytningspersoner. Kommunikationen til barnet kunne lyde sådan: ”Jeg ser dig ikke som en person. Jeg tager mig ikke af dig. Jeg kan og vil ikke hjælpe dig”.


Det desorganiserede/uforløste tilknytningsmønster som voksen:

  • Mærker panik og angst i relationer
  • Har voldsomme og skiftende humørtilstande
  • Oplever både indre og ydre kaos og sammenbrud
  • Er hypersensitiv overfor alle former for stimuli
  • Er kronisk stresset, panisk og har et nervesystem i konstant alarmberedskab
  • Føler sig overvældet
  • Føler sig uvirkelig og levende død
  • Dissocierer og oplever trancelignende tilstande
  • Har problemer med læse andre og deres intentioner
  • Har en begrænset evne til at tale om mentale indre tilstande
  • Har udfordringer med at forståfølelser
  • Har vanskeligheder ved at udholde egen og andres emotionelle smerte
  • Har få eller ingen empatiske kompetencer
  • Føler sig hjælpeløs og prisgivet
  • Har svært ved afkode, hvad der er sikkert, og hvad der er farligt og kan blive tiltrukket af farlige og ekstreme situationer
  • Har tilbøjelighed til misbrug af forskellig art
  • Har tilbøjelighed til selvdestruktivitet og selvskadende adfærd og mærker konstant indre og ydre disharmoni
  • Føler eksistentiel smerte og lidelse


Det siger næsten sig selv, at for en person med et uforløst tilknytningsmønster, er et stabilt parforhold sjældent muligt. Den skræmmende eller skræmte forældreadfærd vedkommende mødte som barn, har ikke bare traumatiseret, men også ødelagt evnen til at indgå i betydningsfulde relationer og opretholde disse. Sådanne parforhold vil ofte være præget at kaos, konflikter, skuffelse, uforudsigelighed, brud, udnyttelse, vold eller misbrug.



Måske er du blevet ramt at ovennævnte, måske har det du har læst givet mening for dig.


Har du fået mod på at starte i et psykoterapeutisk forløb?


Har du spørgsmål du ønsker uddybet, så tøv ikke med at kontakte mig.


Ønsker du at finde ud af, om jeg er den rette psykoterapeut for dig, er du også meget velkommen til at ringe og få en snak.


Kærlig hilsen

Kristine Henriksen