Det er vigtigt at huske på, at der er forskel mellem et aktiveret og et dysreguleret nervesystem. 

Vi oplever alle aktivering af nervesystemet flere gange dagligt, hvor vores nervesystem svinger ind og ud mellem aktivering og deaktivering af responser, såsom kamp, flugt, frys, fawn, nedlukning, osv. Den naturlige biorytme svinger frem og tilbage mellem aktivering og deaktivering for at håndtere daglig stress, udfordringer, forhindringer, følelser mv. Det er ligesom at forstille sig et bornholmer-ur, der pendulerer fra side til side.

Vi kan altså sagtens være vrede, rasende, meget kede af det, bange og overvældede uden at være dysregulerede. Vi regulerer os selv ved at give disse følelser øjeblikke med bevidst opmærksomhed og accept, og viden om, hvad der skal til, for at selvregulere, så vi kan føle os mere balancerede og groundede til at træffe beslutninger om, hvordan vi har brug for at handle.

Dysregulering er, når vi sidder fast i en repons i enten aktivering eller deaktivering, og derfor ikke vender tilbage i balance. Pendul-armen på bornholmer-uret sidder fast.

Det kan ske, når vi ignorerer og pakker følelser væk, og når vi ikke får eller ved, hvad vi har brug for at få, for at vende tilbage til en tilstand af homøostase (i ventral vagus).

Når vi sidder fast i dysregulering, har vi særligt brug for co-regulering. Dvs. vi har brug for et andet menneske, der kan rumme (containe) det sammen med os uden selv at blive overvældet. Én, der kan tåle, forstå, anerkende og spejle følelsen, så vi kan udvide vores egen kapacitet til at rumme, og følelsen herefter kan processeres og fordøjes. Først herefter kan vi ræsonnere og handle sundt.

I den neuroaffektive tilgang kalder man denne hierarkiske proces “de tre R’er”: 

1) Regulere (ved at bevare roen i eget nervesystem og give den anden plads til at ventilere og få afløb) 

2) Relatere (ved empatisk at anerkende, spejle, og ‘connecte’ med hinanden, så den dysregulerede føler sig set, hørt og forstået) og 

3) Ræsonnere (ved at reflektere over, hvad der skete, og overveje handlinger og adfærd).

Med denne metode arbejder man bottom-up, og altså ‘indefra og ud’ - fra de mere primitive dele til de højere udviklede dele af hjerne og nervesystem. Det er virksomt fordi dysregulering netop gør, at man sidder fastlåst i en mere primitiv overlevelses-tilstand, hvor præfrontal cortex - som er den rationelle, logisk tænkende del - er lukket ned, og vi befinder os fastlåste i kamp/flugt/frys/kollaps-tilstand.. Uden en aktiv præfrontal cortex kan vi ikke træde et skridt tilbage og lave en vurdering af den mest hensigtsmæssige handling/adfærd. Vi sidder i stedet fast i en overlevelsestilstand, der gør os ude af stand til både at fordøje og ræsonnere. Det gør os også ude af stand til at socialisere og forbinde os sundt med andre mennesker.

Vi kan lære, at vi ikke går i stykker, når vi føler os overvældede. At vores kapacitet er langt større end vi måske troede. Vi kan lære, at vi er helt okay, selvom vi står midt i en svær følelse, ved at skabe en sikkerhed og tryghed inde i os selv, når tingene bliver rigtig svære. Og vi har allesammen ind imellem brug for co-regulering med et andet menneske, vi er trygge ved, da vi simpelthen ikke er bygget til at skulle klare alting selv. Co-regulering er også noget af dét, der netop gør, at vi knytter os til hinanden, opbygger tillid og tryghed ved hinanden og giver os en følelse af at høre til.

I psykoterapi hos mig er co-regulering selvfølgelig et nøgleelement, samt arbejde med udvidelse af tolerancen og hen imod aktivering af den ventrale vagus-tilstand, så du igen kan mærke glæde, nærvær, åbenhed og nysgerrighed i dit liv.

Du er hjerteligt velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for at vide mere om min måde at arbejde på, eller gerne vil starte et forløb hos mig.

Kærlig hilsen

Kristine.