Metoder
Metoderne, jeg anvender i psykoterapi, tilpasses efter individuelle behov. Jeg arbejder ud fra en psykodynamisk, eksistentiel tilgang med udgangspunkt i et relationelt aspekt. Den neuroaffektive psykoterapi handler mere om et videnskabeligt funderet menneskesyn, mere end en metode at arbejde ud fra.
Neuroaffektiv psykoterapi
Neuroaffektiv udviklingspsykologi er en brobygning mellem den nyeste hjerneforskning, tilknytningsteori og udviklingspsykologi.
Neuroaffektiv psykoterapi omsætter teorien til det psykoterapeutiske arbejde og præsenterer idèer til, hvordan man kan skabe personlighedsmæssige udviklingsprocesser i både det udviklede nervesystem (voksne) – og i det nervesystem, som er under opbygning (børn).
Terapien bygger på den grundlæggende udviklingspsykologiske forståelse, at det er andres anerkendelse og følelsen af samhørighed, som former selvet – og det er gennem andres anerkendelse, at man etablerer en bevidsthed om sig selv.
I det psykoterapeutiske arbejde betyder det, at det er mødet imellem terapeut og klient – og det tillidsfulde rum, der skabes – som danner grundlaget for den udforskning, den heling og udvikling - det arbejde, som sker i terapien.
Neuroaffektiv psykoterapi er ikke en ny behandlingsmetode, men snarere et landkort, der kan vise vej i forhold til mange forskellige psykoterapeutiske metoder: Hvilken metode er anvendelig til hvem, til hvad – og hvornår?
Udgangspunktet for denne måde at tænke (og praktisere) psykoterapi på – er en kompleks forståelse af personlighedsudvikling som en gensidig proces mellem neurobiologi og relationel regulering. Man arbejder ud fra en viden om, at hjernen er ”tredelt” - i det autonome nervesystem (kropssansninger), det limbiske system (følelser) – og det kognitive (tænkning).
Ved at arbejde med alle disse systemer i en følelsesmæssig afstemt psykoterapeutisk proces, hvor ”mødeøjeblikke” mellem terapeut og klient er det bærende element, vil der ske en integration af disse, samt en udvidelse af de neurale netværk i hjernen. Det er processer, som både går ”bottom-up” og ”top-down”, forstået på dén måde, at man både giver fylde til processer, som har sin rod og udspringer i ”lavere” og tidlige dele af hjernen (kropssansninger), og bevæger sig ud og op gennem det limbiske til det kognitive – og også processer, som tager udgangspunkt i det kognitive – og så bevæger sig ”ned”.
Ved at sørge for, at alle tre – og lige vigtige - dele af nervesystemet bliver mødt, helet og integreret i det psykoterapeutiske arbejde, sikrer man sig, at erkendelser ikke kun lagres som tanker og analyser; men også opleves og erfares kropsligt og følelsesmæssigt. Når man evner at få sansning, følelse og tænkning til at ”spille sammen”, kalder man det mentalisering. Denne balancering – og evne til både at sanse, føle og tænke – og handle i overensstemmelse med dette, øger vores robusthed i mødet med alt dét, som livet bringer os.
Psykolog Susan Hart og neuroaffektiv psykoterapeut Marianne Bentzen har beskrevet denne forståelse og praksis, på baggrund af international og årelang forskning på området. Du kan læse/se mere om dette her:
https://neuroaffect.dk/video-og-audio/
Kognitiv terapi
Kognitiv terapi er en terapiform, der tager udgangspunkt i og lægger vægt på den tænkning, man har i forbindelse med de situationer, man befinder sig i. Den måde man tænker på, har nemlig afgørende betydning for, hvordan man vurderer og oplever sig selv og en given situation eller begivenhed.
Som navnet antyder, tager den udgangspunkt i kognition, altså tænkning, og adfærd; den måde, man handler på. Nærmere bestemt ser den kognitive terapi på, hvordan vores tanker og tankemønstre påvirker den måde, vi oplever og føler i situationer, samt i sidste ende, hvordan vi vælger at handle i disse situationer.
I korte træk arbejder man i kognitiv terapi med personens tanker om og deraf følgende vurdering af begivenhederne, samt personens vurdering af sig selv og mulighed for at klare begivenhederne.
Man kan vise sammenhængen mellem tanker, følelser og adfærd i den følgende model:
Inden for den kognitive terapi findes en række metoder og teknikker, som er udviklet til at bryde cirklerne og danne basis for nye, hensigtsmæssige tanke- og adfærdsmønstre - det man med andre ord kalder kognitiv omstrukturering. Den præcise måde, man anvender metoderne på afhænger naturligvis i høj grad af den enkelte klients problemstilling.
I min erfaring kan kognitiv terapi som metode sjældent stå alene, hvis man ønsker varig forandring. Dette skyldes, at vores kognitive del er en meget lille del af vores hjerne, som styrer rationel tænkning, fornuft, mening og planlægning. Den limbiske hjerne, der styrer vores følelserne, og kryddyrhjernen, der styrer vores overlevelse - og altså består af sanser og instinkter - har meget større indflydelse på vores adfærd og tankemønstrene, end den kognitive hjernedel.
Kropsterapi
I kroppen kan man mærke om man fryser, er sulten, træt, ked af det, vred, har lyst til sex, elsker nogen, er bange, føler sig ensom, glad, osv. Ved at spænde muskler i kroppen kan man ændre fornemmelsen af kroppen. Prøv selv f.eks. ved at bide sammen, trække skuldrene op, runde ryggen, spænde bækkenbunden, osv. Nogle muskler spænder kronisk, andre bliver spændt, når man bliver bange for at mærke noget bestemt, eller man tror der er brug for at passe særligt på. Dette spændingsmønster bevarer nogle livet igennem, medmindre man stopper op og gør noget andet med sin krop og sine følelser.
Med opmærksomhed på din krop kan du opdage, hvornår du stivner, lukker af og går væk fra dig selv, og du kan blive opmærksom på, hvor meget det betyder. Med kropsterapi kan du opdage, hvad det betyder for dit liv at være mere i kontakt med dig selv.
Det primære mål er at stimulere den naturlige helhedsfornemmelse – at tanker, følelser og kropslige fornemmelser følges ad – hvilket er det fundamentale udgangspunkt for nærvær, grænsesætning, handlekraft, sociale kompetencer m.m. – og derfor et særdeles anvendeligt terapeutisk redskab i mange forskellige sammenhænge, hvor netop dét udgangspunkt skal styrkes.
Navngivning af konkrete kropssansninger kan opbygge bevidsthed om den konkrete kropslige erfaring, der ligger bag en hvilken som helst oplevelse. Det støtter ejerskab af de ressourcer, der bliver vakt. Når man ved præcis, hvordan det mærkes og hvorhenne i kroppen, når man er i kontakt med en bestemt ressource, bliver det lettere at genfinde ressourcen.
At sætte sprog på kropssansninger er ikke en kropslig færdighed. Det er en færdighed, der stimulerer forbindelsen mellem de subkordikale dele af hjernen, som kontinuerligt meddeler os, hvordan tilstanden i kroppen er, og sproget, som aktiveres fra sprogcentrene i cortex. Sprogsætningen bygger således bro mellem disse dele af hjernen, som ellers ofte - i forhold til sansninger i kroppen - arbejder uafhængigt af hinanden. Sprog knytter til bevidsthed. Når vi beskriver sansninger i ord, bliver de en del af vores bevidste viden om os selv i verden. De får en anden status, specielt i en kultur, hvor sprog generelt har en høj status, og kropssansning en langt lavere status.
Jeg arbejder ikke med kropsterapi i form af berøring, men i form af opmærksomhedstræning og arbejde med vagusnerven, interoception og proprioception.
Vagusnerven styrer vores parasympatiske nervesystem, som er den del af det autonome nervesystem, der hjælper kroppen med at få hvile og genopbygge sig selv. Det parasympatiske nervesystem kan blandt andet få kroppen til at sænke hjerteaktivitet, få pulsen i hvile og sænke blodtrykket. Hvis man stimulerer vagusnerven kan man opnå ro og afspænding i kroppen. Dette gøres ved åndedrætsøvelser med dybe vejrtrækninger, da åndedrættet fungerer som en indre massage. Dertil kommer at stimuli af vagusnerven skaber ro og balance i både krop og nervesystem.
Vagusnerven kan stoppe angstanfald. Vores åndedræt spiller en afgørende rolle i forhold til stresstilstanden i vores krop. Dette skyldes blandt andet, at det dybe åndedræt ned i maven, giver en påvirkning af vagusnerven.
Interoception er evnen til at genkende de stimuli og følelser, som vores krop sender os.
Der findes receptorer, celler og delikate væv, der alle sender os en række beskeder. For at hjælpe os med at kunne sanse dette, kan vi forsøge os med praksisser, såsom meditation, bevidst fokus og mindfulness.
Sansen for interoception er tæt relateret til empati. Når vi forbinder os med nogen, for at forstå deres følelser, behov eller bekymringer, reagerer vores krop på en meget særlig måde. Andre folks affektive tilstande fungerer som stimuli. At være i stand til at lytte til og skelne mellem disse signaler, som vores krop sender os dagligt, er en måde at investere i eget helbred og livskvalitet. Ved at gøre dette,kan vi blive i stand til at håndtere stress meget bedre. Vi kan endda blive i stand til at forudsige tegn på mulige, overhængende sygdomme.Foruden dette, vil vi være i stand til at sanse vores egne grænser, og blive opmærksomme på, at vi ikke er maskiner, men i stedet et vidunderligt netværk af celler, væv og følelser.
Den proprioceptive sans kaldes også muskel-ledsansen, stillingssansen og den kinæstetiske/bevægelsessans. Denne sans er kroppens evne til at opfatte bevægelse,
muskelkraft, kropsstilling, og det sker ved hjælp af receptorer, der er beliggende i muskler, sener og led. Den har primært betydning for vores kropsbevidsthed og regulering af arousal. Sansen har desuden en regulerende effekt på nervesystemets bearbejdning af sanseindtryk. Proprioceptive aktiviteter samler og beroliger et stresset nervesystem og hjælper til at opnå et velreguleret arousalniveau.
Dét at arbejde med kroppen er ikke et mål i sig selv; det er et redskab, der bliver brugt, når det passer til personen og dét personen arbejder med. Det handler om at mærke kroppen og sig selv inderst inde, når terapien kommer følsomme steder hen.
