CHOK & TRAUMER

Har du været udsat for et pludseligt chok, som f.eks. en ulykke, et trafikuheld, et pludseligt dødsfald, et overfald eller en uventet fyring, så kan det sætte sig i både din krop og din psyke. Mange mennesker går rundt med chok og traumer i systemet, som de måske ikke ved, de har; men som hæmmer deres liv og tilværelse, og herved begrænser dem i unødig grad. Hvis du har oplevet et traume eller chok, er det en overvældende situation som dit nervesystem ikke har kunnet fordøje. Det er sikkert enten gået for hurtigt, er sket for tidligt eller har været for meget, og altså været overvældende for dig og dit nervesystem.


Traumatiske oplevelser i barndommen og C-PTSD

De fleste har hørt om diagnosen PTSD. Bogstaverne står for Post-traumatic Stress Disorder og er en lidelse, som traditionelt udløses af det, vi kalder choktraumer. Choktraumer er afgrænsede traumatiske hændelser, så som voldsomme krigsoplevelser, alvorlige ulykker og vold. Men ikke alle traumer er choktraumer. I mit arbejde møder jeg langt oftere mennesker, der har oplevet komplekse traumer (C-PTSD). Komplekse traumer kan for eksempel være udviklingstraumer, tilknytningstraumer, relationelle traumer, kulturelle traumer eller transgenerationelle traumer. Ved choktraumer er der ofte tale om, at et menneskes liv er i fare. Ved komplekse traumer er der i stedet tale om, at vores selv/identitet/sjæl, er i fare. Det vil sige, at komplekse traumer er enkeltstående eller vedvarende situationer, hvor vi må afskære kontakten til vigtige dele af os selv for psykologisk og følelsesmæssigt at overleve. Mange vil nok sige, at de aldrig har oplevet et traume, fordi vi ofte forbinder ordet med meget voldsomme situationer. Når vi taler om komplekse traumer, skal ordet ”traume” dog forstås i en meget bredere forstand. Et af de mest almindelige udviklingstraumer er for eksempel det, vi kalder fejlafstemning. Det vil sige, at vi ikke er blevet set, mødt og forstået som dem, vi er, og på den måde, vi har haft brug for, under vores opvækst.


Jeg kan hjælpe dig med at opbygge eller reetablere dine ressourcer langsomt. På den måde kan du nærme dig dit traume og bearbejde det i dét tempo, du kan klare i din krop og din psyke. Gradvis integration gør, at kroppen ikke – endnu en gang – bliver overvældet og retraumatiseret. Det er min erfaring, at helingsprocessen bliver mere effektiv med den langsomme og nænsomme tilgang.


Chok og traumer