Angst
Kristine Henriksen, Psykoterapeut MPF
MPF

ANGST

Frygt er en helt naturlig reaktion på fare. Angsten sikrer, at vi reagerer og f.eks. flygter, når vi er truet på livet. Vores autonome system går i gang og tilfører adrenalin, så vi kan reagere hurtigt. Det hjælper os til skærpet opmærksomhed og øget ydeevne i dagligdagen.


Panikangst

Forskellen på frygt og angst er, at faren ved frygt er rationel. Der er noget synligt og konkret at være bange for. Men ved angst er faren irrationel og usynlig. Den er et produkt af vores egne tanker om, hvad der kunne ske.


Der findes flere former for angst. Ved panikangst optræder anfaldet pludseligt og uden, at man umiddelbart kan pege på en egentlig årsag. Der kan udvikles en frygt for nye anfald, en såkaldt forventningsangst, som kan virke lammende. Denne frygt kan måske med tiden være nok til at udløse anfaldet. Hertil kommer forskellige former for fobier, der kan udløse angstanfald. Angst kan være opstået af flere årsager. Det kan være belastninger under vores opvækst, som f.eks. misbrug, vold eller mobning. Det kan også være opstået via belastninger senere i livet, f.eks. grundet stress, depression, dødsfald eller skilsmisse, osv.


Angst kan være meget ubehageligt og skræmmende, og kan være begrænsende for din frihed. Kroppen stivner, mens det føles som om hjertet holder op med at slå, alt imens hjertet hamrer derudaf. Måske bliver du anspændt og får impulsen til at flygte, samtidigt med, at du har følelsen af at være låst fast. Som om du træder på speeder og bremse på én gang. Følelsen af angst er forskellig fra person til person.


I terapien arbejder vi hen imod, at du bliver i stand til at gøre dét, du har lyst til, og ikke længere lader dig styre af angsten. Kroppens signaler, når angsten har sit tag i dig, arbejder vi med ved at genkalde de angstfyldte situationer, og her i et trygt miljø arbejde med kroppen. Det forunderlige er, at når du tør være med de kropslige reaktioner og impulser til flugt, sker der en forandring. Ofte vil vi gerne have noget til at gå væk, men det gør det ikke, før vi accepterer, at det er der. Det gælder både for angsten, såvel som de kropslige reaktioner på den.


Desuden vil vi sammen arbejde med de bagvedliggende årsager til angsten, så årsagerne bliver behandlet og ikke blot symptomet.

Angst

Copyright © 2015-2019 Kristine Henriksen. Alle rettigheder reserveret.